Den korte version:

Aarhus Symfoniorkester udvidet med Randers Kammerorkester og 20 musikere fra Det jyske Musikkonservatorium, 109 i alt, her imellem otte horn, seks trompeter og fire basuner, spillede Gustav Mahlers sjette symfoni. Tænk hvis det antal var normal hverdag. Det er en stor, meget personlig musik med et gribende indhold, i hovedsagen tragisk, men med en vilje i sig til også at få mere lyse sider frem. Under chefdirigent Marc Soustrot fik vi en medrivende og imponerende flot orkesterpræstation. Var det også vanskelig musik at lytte til? Måske og især hvis man som tilhører ikke kan åbne sig for det, som er anderledes. Men kunne man det, var det også en umiddelbar og stærk aften. For nogle måske for stærk.  

Den lange version:

Gustav Mahlers sjette symfoni kan roligt kaldes hans mest tragiske værk, og musikken er også den mest private musik, som han skrev. Mahler kaldte fra begyndelsen den sjette for ”Den tragiske”, men han sløjfede snart titlen, og det var der mening i. Der er også mere lyse, inderlige og smukke dele i symfonien, som ofte har en virkning, som er de resultatet af en personlig kraftanstrengelse. Virkeligheden omkring personen Mahlers person var i sig selv ikke mindst her omkring 1904 tragisk, men titlen skulle ikke kun understrege det tragiske. Vel derfor smed han titlen ”Den tragiske” ud. Selv i vore dage er det ikke alle arrangører, som respekterer Mahlers bestemmelse, for det er jo mærkværdigt, som ordet ”tragisk” kan være med til at sælge musik.

Komponistens hustru Alma Mahler fortæller, at hun aldrig havde set Mahler så meget ude af sig selv, som da han efter at have dirigeret generalprøven vandrede op og ned i dirigentværelset sukkende, vridende sine hænder og ude af stand til at kontrollere sig selv. Man kan godt notere sig, at den sjette var Mahlers første symfoni, som han byggede op i den traditionelle fire-satsede form, og han lod slutsatsen arbejde sig op til tre vældige skæbneslag, regulære hammerslag, i Aarhus også et splintred slag. 

Med disse skæbneslag foregreb Mahler selv, hvad der skulle ramme ham: Han skrev en del af sin symfoni i sommerferien 1903 i sin hytte i alperne sammen med Alma og sine to små døtre. Året efter i foråret blev hans afgang som chef for Wieneroperaen krævet. I juli døde hans datter Maria fire år gammel og få dage efter kunne hans læge konstatere Mahlers egen fatale hjertelidelse, som skulle føre til hans død som 50-årig. Mahlers tanker gjaldt i høj grad døden. Han var så optaget af den, at han senere strøg det tredje og sidste skæbneslag i symfonien. Den strygning har eftertiden dog ikke fulgt ham i.  

En prægtig opførelse

Det blev en stærk opførelse af dette følelsesfulde værk under chefdirigenten Marc Soustrot. Det tragiske element lå dybt i musikken, men det blev ikke trukket unødigt frem, det blev aldrig enerådigt, og det gjorde kun udtrykket stærkere, at man oplevede en verden af musik, som i sig også havde alle andre muligheder, som endda blev udløst. Man blev berørt, men i det tragiske var også noget nært og noget opløftende. Det er det, som stor kunst kan.  

Førstesatsen begynder typisk for Mahler marchagtigt, men vi er langt fra en militærmarch. Marchen er som andre steder hos Mahler udtryk for menneskes vilje til at ville overleve en nærmest frygtelig kamp, som i sig har et udtryk af splittelse, men den glider over i en mere velgørende resignation i andensatsens andante med dens nærmest overjordiske stemning og endda med køernes fjerne klokker, der byder på en egen trøst. 109 musikere fyldte orkesterpladsen i Symfonisk Sal. Man føler, at der gerne måtte være mere luft omkring orkestret, også lydligt, og alligevel var det flot, som det lykkedes orkestret at spille ned i en fuldblods klang.

Tredje sats, en scherzo, kan vel betragtes som eftertanker til førstesatsens problematik, som Mahler har vanskeligt ved at slippe. Finalesatsens vedvarende kamp med alle dens indre modsætninger og forskelligartede udtryk blev sat klart og præcist på plads af Marc Soustrot og orkestret. Det var fremragende. Slutsatsens dramatik var ikke blot udvendigt flot, men endnu stærkere blev den spillet indadvendt beskrivende. Det var flot så meget i de mange enkeltstemmer, der kom tydeligt frem. Det var så meget mere beundringsværdigt, at det skete i et udvidet landsdelsorkester, hvor en trediedel  af musikerne ikke spiller med til hverdag, og hvor der endda sad 20 studerende med. 

Satsernes rækkefølge betyder meget

Jeg finder det altid spændende, i hvilken rækkefølge dirigenten vælger ar spille de to midtersatser.  Scherzoen var sat på andensatsens plads, da symfonien blev udgivet, men Mahler dirigerede den tre gange med andanten som andensats. Det gjorde Marc Soustrot også. Andanten som andensats giver klart nok også den bedste balance i symfonien, den bliver naturligt en del af en kamp, og som der stod i det fyldige programhæftets værkbeskrivelse: ”Andantens idyl får nemlig ikke lov til at stå uimodsagt”.

Kunne Mahlers sjette ikke være skrevet her i 2019?. Den kan også være et billede af vor tid. Mahler komponerede en stor del af symfonien bevidst som skulle det ikke være smukt. Dertil kunne han udnytte de enkelte instrumenter, og han kunne lade dem støde sammen, så det gjorde næsten ondt i ørerne. Men det var alvor, og denne alvor blev en oplevelse. Som det var en oplevelse at høre Aarhus Symfoniorkester i den størrelse, som det burde have til hverdag, og som orkestret også har kvalitet til.   

Hør den i aften fredag

Hvor var det velgørende at høre et landsdelsorkester spille et så vanskeligt og kompliceret værk, for det er det, men hvor vanskeligt det er, hørte man knapt nok, så velspillet og engageret, som symfonien blev løst her. Mahler gentages i aften fredag kl. 19.30 i Aarhus Musikhus, Symfonisk Sal. Den, der bliver hjemme, går måske glip af en afgørende oplevelse i sit musikalske liv. 

Og så var det da opløftende, at Symfonisk Sal også var udsolgt. I aften skulle der være billetter.  

p.s. Aarhus Symfoniorkester er gået mere over til a lade storværker som her Mahlers på 85 minutter stå alene på programmet. Og aftenens symfoni er i sit indhold så tæt og vedkommende, at de fleste tilhørere vel fandt det ideelt at kunne koncentrere sig om den. Andre gange vil man synes, at det er for lidt musik og vil ønske at få de to traditionelle koncerttimer. Et godt bud er så en Haydn-symfoni. Der er 104 af dem af vekslende kort længde. De passer godt sammen med snart sagt al anden god musik, og de fleste er overraskende høreværdige og spændende.    

Billede: Gustav Mahler