af John Christiansen - d. 14. oktober 2019
Jonas Hellesøes officielle orgeldebut bød på fremragende og spændende orgelspil. Og så fik man det hele gengivet på en skærm samtidig med. Det var lærerigt
De tider, da anmeldelser af den klassiske musiks
debutkoncerter var fast kulturstof i aviserne er for længst forbi. Økonomien
vil ikke vende til det bedre, og danske redaktørers tunghørhed vil næppe blive
mindre. Hvor er det synd.
Jeg var til orgelspilleren Jonas Hellesøes debutkoncert i
Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus i søndags. Det er også et vigtigt led i en
debutants arbejde at skabe pr for sin debutkoncert, og jeg havde fået en
omhyggelig indbydelse, selv om jeg som anmelder har været lidt tilbagestående på
det senere. Jeg fandt koncertprogrammet interessant, og koncerten blev en
oplevelse ud over det sædvanlige. Suset, som jeg mindes, der kunne være over en
debutkoncert, var der. Man opdagede endda nye perspektiver for den klassiske
musiks tilstedeværelse i fremtidens koncertliv. Der var en god del begejstrede
tilhørere, men der skulle være flere, og jeg håber, at jeg ikke var ene
anmelder.
Jonas Hellesøe har selv nævnt, at der ligger syv års orgel-oplæring
bag, og han takker sine fremragende lokale undervisere, Aarhus-organisterne
Ulrik Spang-Hansen og Kristian Krogsøe på Det jyske Musikkonservatorium, men
også Leo van der Doeselaar i Berlin specielt for koncentreret arbejde med ”Ad
nos”. Bag denne titel ligger Franz Liszts over en halv time lange eller rettere
korte værk, som blev en fantastisk afslutning på koncerten.
Vi kunne følge orgelsolisten tæt
Vi hører mest orglet i kirken, men i Symfonisk Sal sad
orgelspilleren ene midt på orkesterpodiet, mens de 47 farvebelyste stemmer på
Klais Orgelbau instrumentet dannede bagvæggen. På podiet var der også opstillet
en billedskærm, som på tæt hold fulgte Jonas Hellesøe og hans tre klaviaturer
og ikke at forglemme fodklaviaturet. Det var meget spændende, ikke mindst fordi
aftenens program bød på megen virtuos musik, at følge hændernes imponerende
arbejde. Et klaver har et klaviatur, men orglet har hele tre.
Det helt specielle var, at man også kunne følge føddernes
arbejde på skærmen. Det skete endda i et værk, hvor de undtagen lige i
slutningen stod for al musikken. Det var i George Thalben-Balls ti variationer
over violinvirtuosen Niccolo Paganinis Caprice nummer 24. Der var meget
fantastisk i denne musik. Virtuose violintoner omplantet til rent fodarbejde.
Og fantastisk så varieret fængslende musikken var. Det var også ”morsomt”, om
man vil, at følge føddernes flugt over tangenterne, imponerende som de blev
styret af Hellesøe. Tænk, at organisten skulle sikre sig at have velpudsede
sko. Det var de. Og som de dansede elegant.
Billedtransmissionen gav i andre værker en ny indsigt i,
hvad der kræves af orgelspilleren, når han med to hænder skal beherske tre klaviaturer.
Det var udpræget i koncertens optakt, Richard Wagners ouverture til operaen ”Tannhäuser”.
Liszt har transskriberet den for klaveret, den virtuose engelske organist Henry
Edward Lemare for orglet. Begge har naturligvis benyttet den oprindelige
Dresden-version. Jeg havde nær skrevet ”korte version”, men den varede dog 17
minutter. Wagners senere og længere Pariser-version glider over i balletmusikken
i Venusbjerget, som i mindre grad egner sig for orglet.
I Wagner fik man lejlighed til at se, hvor vidt Hellesøe måtte
og kunne strække sine hænder med tommelfingeren på det nederste klaviatur, de
øvrige fingre på de højere. Man fik at vide, at denne teknik kaldes ”thumbing”.
Vi kom i øvrigt imponerende tæt på Wagners originale orkestrering, men der var også undtagelser imellem, hvor musikken fik en ny belysning.
Vi fik også en canadisk orgelsymfoni af Rachel Laurin. Det
er rigtigt, at den fjerde og afsluttende sats, en toccata i fransk stil, som
lovet i de glimrende programnoter, sluttede overrumplende, ja næsten morsomt
med sine triller. Men gode overraskelser gør jo sin lytter i godt humør.
Eftermiddagens stærkeste oplevelse kom til slut, Franz
Liszts nævnte orgelværk ”Ad nos, ad salutarem undam”. Liszt havde i 1850 hørt sin
favorit Giacomo Meyerbeers opera ”La prophete” og et bestemt tema havde bidt
sig fast i ham. Dette tema er grundlæggende for hele stykket, alle andre temaer
er bygget ud fra det. Det er fantastisk, så meget Franz Liszt fik ud af en
melodi på otte takter. Stykket begynder med en fantasi, som glider over i en adagio
og slutter med en fuga. Det er musik, som er dybt koncentreret, samtidig med at
den er rigt varieret.
Jonas Hellesøe spillede den med samme koncentration og
nuancering, inden den ikke netop faldt til ro, men på en måde alligevel sluttede
med, hvad dagens debutant kalder ”det mest intime og mest storladne afsnit i nogen
musik, jeg nogensinde har spillet”.
Vi fik en spændende koncert med indlevet, præcist og
afvekslende orgelspil. Debutanten kom hele vejen rundt. Også det mere
kedelige arbejde ved siden af var i orden.
Denne debutkoncert blev et vidnesbyrd om, at den del af
pressen, som endnu ved, hvad klassisk musik er, må og skal genoptage anmeldelserne
af debutkoncerter.
Foto:af Jonas Hellesøe