Aarhus Symfoniorkester (ASO) skal have ny chef. I den anledning bad jeg læserne om koncentrerede bidrag til diskussionen om symfoniorkestrets fremtid. Jeg takker Hasse Vinter, der har megen erhvervserfaring med international forretningsudvikling som fokus, for hans bidrag. Hasse Vinter siges at have en speciel evne til at gå op i en helikopter og konstatere, ”hvor skoen trykker”. Hasse Vinter skriver:  

Jeg havde som fast koncertgænger fulgt ASO’s lange nedtur, og kunne bare ikke sidde stille og se ASO blive forvandlet til et byorkester, mens de dygtigste musikere søgte væk. Derfor engagerede jeg mig som pensionist i 2016 som del af et privat og frivilligt initiativ til at tilbyde ASO forretningsudvikling og erhvervserfaring gratis. I løbet af meget kort tid blev der skabt en gruppering: ”Flere strygere” som bestod af få lokale nøglepersoner med indgående kendskab til selvejende museer, fonde, jura, personalepleje og kreative nye tiltag for koncertafviklinger. Hovedfokus var at få skabt visioner og motivation for ASO samt støtte omdannelse af ASO til en selvejende institution, så der kunne tiltrækkes større finansielle tilskud. Det er velkendt at kommunalt ejere institutioner normalt ikke får de store midler fra fonde. Alt dette skulle gerne bevirke at antallet af musikere i ASO kunne hæves efter 9 år med nedskæringer, samt at administrationen i ASO kunne styrkes.

Det intensive arbejde inklusive møder med politikere og kulturmagistrat bevirkede, at den nye musikchef og kort tid efter hans næstkommanderende fik rigtig mange gode input og sparring i deres første ansættelsesmåneder. Nedturen blev stoppet. Desværre blev kontakten fra ASO til ”flere strygere” pludselig indstillet efter sigende efter ”diktat fra oven” og der blev meget tavs omkring hvad Kulturmagistrat og ASO foretog sig i fællesskab. ”Lukketheden” omkring orkesterets virke og dets økonomi, som var 5 mil. kr. i minus i 2016, blev meget udtalt i efteråret 2016. ”Flere strygere” fortsatte herefter deres støtte til ASO omend på betydeligt lavere blus.

Efter at det også lykkedes at få skabt en større byrådsdebat om ASO som selvejende institution i byrådet i maj/juni 2016, anbefalede ”Kultur og Borgerseervice” en udtalelse til 21.6.16 til Byrådet: ”at kræfterne og indsatsen omkring orkesteret først fokuserer på, at der skal styr på økonomien og ledelsen/organisationen, samt at der skabes ro til at ASO kan koncentrere sig om deres involvering i Aarhus 2017”. Dette fastholdt kulturrådmanden resten af året. Projektet ”Selveje af ASO - det nye kulturfyrtårn i Aarhus”, blev skudt til hjørne.

I foråret 2018 efter europakulturåret kunne man have forventet at der med et nyt byråd ville blive taget initiativ til at tage emnet: ”ASO som selvejende institution” op igen i Byrådet. D.d. kan det konstateres at det endnu ikke er sket, selvom i hvert fald Venstre stadig er positiv.

Konklusion: Skal ASO blive et nyt kulturfyrtårn i Aarhus/region Midtjylland, bør det tilføres flere musikere via fremskaffelse af midler fra private og fonde. Det kan ikke forventes at Staten eller Aarhus Kommune vil forøge deres tilskud til ASO - måske snarere tværtimod. Trods stigende antal koncertgængere til ASO’s klassiske musik vil øget billetindtægt ikke kunne dække udvidelsen af orkesteret. Løsningen hedder stadig Etablering af Aarhus Symfoniorkester som selvejende institution med en kompetent bestyrelse, som kan tilføre erhvervskompetencer og ikke mindst økonomi. Desværre har det været opfattelsen, at ”Kultur og Borgerservice” overhovedet ikke er interesseret i at miste p.t. 70 kollegaer! Dette kan undre, da det bedste for ASO er at blive større og endnu mere anerkendt i regionen, samtidig med at det bliver attraktivt at støtte fra velrenommerede fonde. Set i dette perspektiv er det således heller ikke ligegyldigt, hvilke kompetencer en ny musik- og en ny administrationschef besidder. 

Så vidt Hasse Vinter. Læserne er velkomne til at kommentere med koncentrerede bidrag til john-christiansen@outlook.com

Den jyske Operas Merete Hjortsø 75 år

Blot den korte meddelelse, at sopranen Merete Hjortsø fylder 75 år torsdag den 7. november åbner for erindringer om årene i Den jyske Operas historie, da hun gang på gang var et lysende og charmerende midtpunkt på scenen. Det var hun i et meget varieret repertoire. Det var altid en speciel nydelse at lytte til hendes lyse sopran og dens naturlige renhed og skønhed igennem mange år. Det var en gave til Den jyske Operas publikum, at det blev til så mange forestillinger.

Merete Hjortsø uddannede sig i sang i København og Wien og debuterede på Det Kgl. Teater i København i 1971 i Kagels ”Hallejuja”. Efter en tid i København og i Aarhus blev hun fast ansat med flere betydelige succeser først på Opera du Rhin i Strasbourg og så på det dengang meget ansete Theatre de la Monnaie i Brussel. I 1983 tog hun atter fat på sin danske karriere og nu først og fremmest på Den jyske Opera.

For give et indtryk af Merete Hjortsøs repertoire vil jeg nævne nogle af de mange præstationer, som jeg mindes med glæde. Hun sang både Susanna og Cherubino i Mozarts ”Figaros bryllup”, Massenets titelrolle ”Thaïs”, Leonore i Carl Nielsens ”Maskarade” og en dejlig Micaela i Bizets ”Carmen”. I 1983 sang hun i uropførelsen af Per Nørgaards ”Det guddommelige Tivoli” på Den jyske Opera og senere, da operaen ekspanderede til et anderledes repertoire, Zdenka i Richard Strauss’ ”Ariadne auf Naxos”.

Det var dengang Den jyske Opera spillede operetter, som er en farlig genre at sætte op og finde den rette balance mellem spøg og alvor i. Merete Hjortsø kunne det med charme. I !987 lød min overskrift i Jyllands-Posten: ”Den dumme Kærlighed. Kálmáns ”Czardasfyrstinden” med stor præstation af Merete Hjortsø på Den jyske Opera”. Og fulgt op nede i teksten: ”Merete Hjortsø viser i titelpartiet et format, der næsten sprænger denne opsætning”. Men det format holdt også oppe på genren som meningsfuld operette. Jeg kan godt længes efter den tid.

Merete Hjortsø var også en skattet koncertsopran. Hun indsang sange af Weyse og Carl Nielsen og var med i den store Chandos-indspilning af Nielsens ”Saul og David”. Hun var gift med den senere afdøde direktør Otto Hee.

Lumbye på wienernes nytårskoncert

Wienerfilharmonikernes kommende nytårskoncert den 30. og 31 december med den berømte tv-transmission nytårsdag som kulmination tegner til at blive en af de mest spændende og generelt bedste af slagsen længe. Den lettiske mesterdirigent Andris Nelsons dirigerer. Han er netop den, som kan give wienermusikken en egen charme. Programmet, som blev præsenteret i den forløbne uge, byder på ikke færre end ni værker, som aldrig tidligere har stået på wienernes nytårsprogram.

 Et af dem er såmænd Hans Cristian Lumbyes galop ”Postillon”, som også er en sjældenhed herhjemme. Det bliver spændende at høre, hvorfor Andris Nelsons har valgt netop den. Lumbye er koncertens eneste komponist, der ikke havde noget direkte at gøre med Wien.                                   

Lumbye høres hen mod slutningen af koncerten lige før Beethovens 12 contredanse, hvoraf de seks aldrig har været spillet af wienerne før. Bemærkelsesværdigt er det også, at den i dag mest spillede Strauss-komponist, Johan den yngre, kun skal høres tre gange, selv om der er i alt 19 værker på programmet, når Beethovens 12 danse betragtes som ét værk. Johans i virkeligheden mere spændende bror Josef Strauss høres i fire værker.  Mere end halvdelen af musikken vil være ny for de fleste

Foto: Merete Hjortsø