Den jyske Operas program fra august 2000 og et lille år frem er overraskende. Nu kommer den første musical, som operachef Philipp Kochheim allerede ved sin præsentation talte om, at han ville have på sit program. Det bliver Andrew Lloyd Webbers ”Sunset Boulevard” baseret på Bille Wilders film. Den jyske Opera vil få et nyt publikum. Til gengæld vil andre komme til at savne de store sommeroperaer. Tammi Øst har hovedrollen som den glemte stjerne fra stumfilmenes dage Norma Desmond. Sunset Boulevard” spilles kun i Musikhuset Aarhus mellem 14. og 22. august. Billetsalget åbner allerede nu 18. november.

Sæsonens klassiske opera bliver Verdis ”Rigoletto” med den vidunderlige kvartet og den udødelige tenorslager ”La donna  e mobile” (populært på dansk ”Jordbær med fløde til”). Den har landspremiere i Alsion i Sønderborg 9.oktober 2.000 og slutter af i Aarhus fra den 20. til den 28. november. Her og til de øvrige forestillinger åbner billetsalgene først til foråret. Det store tenorparti er foreløbig kun besat med mexicaneren Diega Siva. Bliver han den store overraskelse? Mange af Den jyske Operas korister har solistpartier, og det er, som det skal være, mens der kun er en enkelt dansk sanger med en hovedrolle, Clara Thomsen, som alternerer med svenskeren Susanna Andersson som Gilda. Og det er for lidt. Tyskeren Ulrich Pelars sætter i scene og Tecwyn Evans, der netop har succes med ”Jevgenij Onegin”, dirigerer.  

Sæsonens virkelige begivenhed får premiere i Musikhuset Aarhus 4. februar 2021 og er på landsturne i tiden frem til 24. marts. Det er Poul Schierbecks ”Fête galante”, en raffineret elegant opera med fransk esprit. Et det i virkeligheden ikke det største mesterværk i dansk operahistorie? Hverken Carl Nielsen eller ”Drot og marsk” er glemt. Kan man tale om erotik fornemt indpakket i musik er det Schierbecks her. Der er godt med danske sangere med, Chrisian Damsgaard, der har fået sin tenor-uddannelse i Holland, Gert Henning Jensen, og Lars Møller, som alternerer med Den jyske Operas norske Leif Jone Ølberg. Her hører vi igen Clara Thomsen alternerende med Susanna Andersson. Der bliver endda dansk dirigent, det store talent Christian Øland, og dansk instuktør, teatermanden Jacob Schjødt.

Teaterformænd begår en forbrydelse, hvis de springer ”Fâte galante” over, bare fordi de ikke kender den. Den blev sidst spillet herhjemme på Det kgl. Teater i 1960’erne.

Der bliver sandelig også en opera for de helt små, I marts-april uropføres ”Her bygger jeg et hus” med musik af Branko Djordjevic og tekst af Birgitte Holt Nielsen. Publikums alder anslås til skulle være mellem 3 og 6 år.

Den ny jyske Opera mangler nu kun operetten, som måske anses for at være forældet. Det sidste passer nu ikke. Operetten skal blot fornyes i præsentationen, for den består ikke blot af fængende eller romantisk velklingende musik, men ofte også af alvorlige historier om mennesker, som man kan blive i godt humør af eller græde med.   

Sæsonprogrambogen på over 100 sider er gratis og kan allerede fås i forbindelse med de sidste opførelser af ”Jevgenij Onegin” og Mozarts ”Bortførelsen fra seraillet”, der spilles på landsturne fra 21. februar til 4. april 2020.   

Til slut et citat af André Gide, som Phlipp Kochheim har trukket frem som et slags motto for hele sæsonprogrammet: ”Du kan ikke opdage nye kontinenter, hvis du ikke har mod til at lade gamle kyster af syne”. Kochheim siger selv: ”Alle de værker, som Den jyske Operas viser i sæsonen 2020-21, beskæftiger sig på forskellig vis med spørgsmål om identitet og maskerade, om længslen efter – og den samtidige frygt for – sandheden”.

En orgeldebutant uden for det gængse

Det er specielt, når en musiker eller sanger efter sin afgangseksamen fra konservatoriet får tildelt endnu to års undervisning, der afsluttes med en debutkoncert. Det er en anerkendelse, og afslutningen er en offentlig koncert, der i sig selv er en fest. I den forløbne uge var der fest tre dage i træk i Aarhus med tre forskellige debutanter fra Det jyske Musikkonservatorium, en sopran med fuldt symfoniorkester, en violinist med strygerensemble plus trommer og bas og en orgelspiller ved det store koncertorgel i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus.

Fredag aften sang sopranen Camilla Button sammen med en kombination af Randers Kammerorkester, som hun har givet koncert med før, og 24 musikere fra hendes eget konservatorium arier af Mozart, Richard Strauss, Argento og Bernstein. Det var led i en officiel koncert med Randers Kammerorkester under David Riddell, som også spillede Beethovens syvende symfoni.  

Lørdag aften var det violinisten Cæcilie Balling, der har været aktiv inden for såvel ren klassisk musik som mere tværgående og eksperimenterede genrer. Hun har arbejdet sammen med kunstnere som Caroline Henderson, Steffen Brandt, Palle Mikkelborg og Carsten Dahl. Hun har som soloviolinist allerede en cd bag sig med musik af nulevende danske komponister, og på debutkoncerten spillede hun såvel traditionel Bach solo og Bach udsat for improvisationer og manipulationer.

Endelig søndag eftermiddag var det orgelspilleren Lars Fløe’s tur ved det store orgel i Symfonisk sal i Musikhuset Aarhus. Han er en generation ældre end de to kvindelige debutanter og har i en snes år virket som organist i Egå kirke ved Aarhus. Menigheden herfra syntes at udgøre en god del af den pænt fyldte sal til denne solisteksamen under professor Ulrik Spang–Hansen. Han har også studeret et år i Paris med blandt andre Éric Lebrun som lærer. Denne havde endda komponeret et værk på hele syv satser ”À mon ami Lars Floee”, som nu blev uropført. Det var den eneste af de tre nævnte debutkoncerter, som jeg var i stand til at høre kunne høre.

Et program med enhed og variation

Lars Fløe havde tilstræbt et program med en enhed i det ydre, udelukkende fransk musik hovedsagelig fra 1900-tallet, men med mange nuancer. Det var ikke et program, som man er vant til at høre herhjemme. Det begyndte dog med mere kendt musik, Debussys blændende ”Forspil til en fauns eftermiddag” i en orgelversion ved Serge Oliver og Èric Lebrun, som også uden orkester, men her for orgel alene klang ud med hele sin charmerende og lettere mystiske klangverden. Derpå fra Faun til ”Najader”, vandnymfer, hvor Louis Viernes beskrivelse i livlige 16.-dele blev en oplevelse for sig på Symfonisk Sals store Klais-orgel, der ellers siges at være et vanskeligt orgel for de hurtige noder, fordi de kommer med en lille tidsforskydning langsommere særligt fra tredje manual, sådan at Lars Fløes hænder faktisk måtte være en 16-del hurtigere på færde, end det hørtes. Det lød, som blev også denne hurdle overvundet i ro og orden.

Derpå fulgte Viernes ”Toccata”, der som ”Naïades” er et såkaldt fantasistykke. I Paris blev Lars Fløe også undervist af Sophie-Véronique Choplin fra Saint-Sulpice kirken i Paris i improvisation, hvor han fik lov at spille dette stykke som postludium ved en aftenmesse på Widors gamle orgel, fortæller han i programmet og tilføjer: ”Det var magisk”. Forbindelsen til den franske linje og Vierne blev holdt med en af Viernes efterfølgere i Notre-Dame Pierre Cochereaus ”Berceuse á la mémoire de Louis Vierne” frem til den stadigt fungerende komponist Thierry Escaivh’s årtusind gamle gregorianske påskesekvens i en fiffig bearbejdelse med spændende liv, alvor som sjov, både i musikken og i tolkningen.

Et specielt debutværk

Èrik Lebrun, som dagens erfarne debutant studerede hos i Paris, er også adjungeret orgelprofessor ved konversatoriet i Aarhus. Hans uropførte orgelsuite ”Belle Yolande, pour grande orgue” er en både alsidig og afrundet 7-satset komposition, som indledtes med solosang af Nadja Marie Schmedes Enevoldsen af den gamle nordfranske trouvere-sang, en kærlighedssang mellem den smukke Yolande og hendes elskede. Lars Fløe fandt fint ind i en musik, som i sig har både fornemmelsen af det udødelige historiske og en moderne aktualitet. I den afsluttende ”Paysages Euskariens” (Baskiske landskaber) fra Nordvestfrankrig fik vi morgenstemning, fårehyrdens skalmejemusik og ”klokker i himlens” som en lysende klar afslutning på en spændende fransk musikalsk vandring.

Som afslutning på debutantens takkeliste i programmet skriver han ”tak til min far for gennem 35 Hærvejsmarcher omkring Viborg at have lært mig kunsten at holde ud, blive ved og at fuldføre”. Det var spændende i sig selv at høre Lars Fløes debutkoncert netop som en slags fuldførelse af en længere rejse i musikkens verden.