af John Christiansen - d. 30. november 2019
Blandt flere højdepunkter var sopranen Camilla Tillling den store oplevelse med Aarhus Symfoniorkester
SIDSTE: Den lettiske dirigent Mariss Jansins er død , 76 år. :Det har mere ofte end om nogen anden lydt om ham, at han var verdens bedste dirigent. Han var også en af de mest beskedne og vellidte klassiske verdenskunstnere. Han var mangeårig chef for Concertgebouw orkestret i Amsterdam, men han virkede til sine sidste dage som chefdirigent for Den bayerske Radios Orkesteri i München. Han har i flere år været alvorligt syg, med et dårligt hjerte, og han har med stor viljestyrke dirigeret en del år længere, end man havde forventet. men han fortsatte til det næsten sidste. Han døde i St. Petersborg, hvor han har boet i mange år. Jansons modtog Sonnings musikpris forrige år.
KONCERTEN: Det var et virkeligt godt sammensat program. Aarhus
Symfoniorkester og chefdirigent Marc Soustrot spillede tre dejlige værker, som
klædte hinanden, uden at man kan sige, at de egentlig havde andet til fælles
end kvalitet. Og vi kom tre forskellige steder hen, hvor der var godt at være. Først
med Dvoraks serenade for strygere som en stemningsfuld charmerende optakt, dernæst
den 84-årige Richard Strauss’ ”Vier letzte Lieder” med en skønhed, 76 år, der gik
endnu dybere, og til slut Carl Nielsens anden symfoni om ”De fire temperamenter”
i fynboens venlige ironiske musikalske tegninger. Forholdsvis let tilgængelig
musik det hele, men alt med en imødekommende og selvfølgelig kvalitet.
Solistværket og hovedværket var Richard Strauss ”Vier letzte
Lieder”, hans sidste orkestersange for en solist, men ikke de allersidste sange,
han skrev, for de blev overhalet af ”Malven” for klaver og solist kort efter.
”Vier letzte Lieder” blev dog først uropført i London efter komponistens død af
dirigenten Wilhelm Furtwängler og sopranen Kirsten Flagstad, to af
musikhistoriens største. Nu havde Aarhus Symfoniorkester været så begunstiget
at have fået verdens bedste sopran i Richard Strauss repertoiret, den svenske
Camilla Tilling som solist. Hun var den hollandske mesterdirigent Bernard
Haitinks valg som solisten til sine afskedskoncerter i foråret med andre
Strauss-sange, og derefter blev hun hyldet helt ovenud i Wiener Staatsopers
jubilæumsforestilling, Richard Strauss’ ”Die Frau ohne Schatten” hvor hun sang
kejserinden.
”Vier letzte Lieder” blev en oplevelse. Såvel Camila Tilling
som Marc Soustrot fandt dejligt nuanceret ind i atmosfæren i disse Strauss’
lieder, de tre første med tekster af Hermann Hesse. Det var ret magisk, som man
fornemmede netop foråret bryde frem i ”Frühling” fulgt af den mere mættede
sensommer-atmosfære i ”September” for i ”Beim Schlafengehen” nærmest at mærke:
”Nu har dagen gjort mig træt”. Højdepunktet med Richard Strauss’ personligste udsagn
blev dog Joseph von Eichendorffs ”Im Abendroth” (I aftenrøden), hvis sidste ord
i Par Bærentzens oversættelse lyder ”Hvor er vi vandringstrætte - Er dette
måske døden”?
Hvor sang Camilla Tilling smukt. Vidunderligt nuanceret gled
hendes sopran ind mellem orkesterstemmerne, mens den åbnede for Richard
Strauss’ musik. Det er et vanskeligt værk, om end taknemmeligt, når det bliver
forstået, og det blev det på en vidunderlig tæt måde. Men der skal en temmelig
stor stemme til, hvis den skal besejre orkestret og klinge ud over det. Jeg selv
har kun hørt kanon- stemmen Jessye Norman klare netop det. Jeg forstår, hvis
nogle tilhørere fandt, at orkestret ind imellem klang for højt dækkende, for
det gjorde det ideelt set, men samtidig præsterede det et flot Strauss-spil, og
Camilla Tillings fantastisk smukke præstation hørtes altid selv i de øjeblikke
orkestret lød højere.
Med programmet i hånden
Aarhus Symfoniorkester koncertprogrammer er mere indholdsrige
og læseværdige end nogen koncertarrangørs andre steder herhjemme, er jeg
temmelig sikker på. Det er en arvesag. Er De uenig, så send en prøve eller
to til jcklassisk.dk, som er nysgerrig.
Strauss-sangene fyldte omkring 250 linjer a 35 enheder. Derfor kan jeg beskrive
opførelsen med komponistens egne ord.
”Symfoniens fire
Satser er komponeret ud fra Idéen om de fire menneskelige Karakterer: Den
Heftige (collerico), den Lade (flemmatico), den Sørgmodige (malincolico) og den
Livsglade, godtroende (sangunio)”. Men Carl Nielsen tilføjer: ”Men den heftige kan have sine blidere
Øjeblikke, den sørgmodige sine heftige eller lysere og den fremstormende
Livsglade kan blive betænkelig, ja helt alvorlig, dog kun for en lille Stund”. Marc
Soustrot og Aarhus Symfoniorkester gav en dejligt afvekslende opførelse uden at
holde sig for meget fast i en bestemt karakter. Det blev en både frisk og flot
opførelse.
Man skal have en bred musikalsk orientering for at kunne
sammensætte et sådant program af tre sammenstukne verdener, der alligel går op
som en helhed. Vi venter nu på svaret, hvilken musikalsk personlighed, der skal
være den ny musikchef for Aarhus Symfoniorkester. Men det var ikke en musikalsk
personlighed, som orkestrets ejer, Aarhus Kommune, efterlyste i stillingsopslaget.
Det søgte en chef, som kunne sælge orkestret, så det blev endnu billigere for
byen. Der var ikke et ord om, at den kommende chef skulle være specielt
musikalsk. Så er spørgsmålet, hvilken slags orkesterchef vil kunne sælge
orkestret bedst, så fredagene bliver lige så godt solgt som torsdagene, en
professionelle sælger eller en ideel musikalsk chef? Jeg hørte denne gang
fredagskoncerten.
De to Camilla’er
n.b. Til sidst en undskyldning for en fejl. I pausen blev
jeg standset og gjort opmærksom på, at Camilla Tilling var svensk og ikke finsk,
som jeg skrev i forrige uge. Og det er rigtigt. Hun er svensk. Men for mig er
det en længere forvirring. Der findes to nordiske sopraner, begge er endda lyshårede.
Den ene hedder Camilla Nylund, som er en sopran i den Wagner’ske retning. I
sommer omtalte jeg hende som svensk og fik hilsener, at hun sandelig var finsk.
Og det er hun. Camilla Tilling er svensk, men denne gang må det have siddet i
mig, at en Camilla skulle være finsk, men det blev beklageligvis en ny fejl.