SIDSTE: Den lettiske dirigent Mariss Jansins er død , 76 år. :Det har mere ofte end om nogen anden lydt om ham, at han var verdens bedste dirigent. Han var også en af de mest beskedne og vellidte klassiske verdenskunstnere. Han var mangeårig chef for Concertgebouw orkestret i Amsterdam, men han virkede til sine sidste dage som chefdirigent for Den bayerske Radios Orkesteri i München. Han har i flere år været alvorligt syg, med et dårligt hjerte, og han har med stor viljestyrke dirigeret en del år længere, end man havde forventet. men han fortsatte til det næsten sidste. Han døde i St. Petersborg, hvor han har boet i mange år. Jansons modtog Sonnings musikpris forrige år. 


KONCERTEN: Det var et virkeligt godt sammensat program. Aarhus Symfoniorkester og chefdirigent Marc Soustrot spillede tre dejlige værker, som klædte hinanden, uden at man kan sige, at de egentlig havde andet til fælles end kvalitet. Og vi kom tre forskellige steder hen, hvor der var godt at være. Først med Dvoraks serenade for strygere som en stemningsfuld charmerende optakt, dernæst den 84-årige Richard Strauss’ ”Vier letzte Lieder” med en skønhed, 76 år, der gik endnu dybere, og til slut Carl Nielsens anden symfoni om ”De fire temperamenter” i fynboens venlige ironiske musikalske tegninger. Forholdsvis let tilgængelig musik det hele, men alt med en imødekommende og selvfølgelig kvalitet.

Solistværket og hovedværket var Richard Strauss ”Vier letzte Lieder”, hans sidste orkestersange for en solist, men ikke de allersidste sange, han skrev, for de blev overhalet af ”Malven” for klaver og solist kort efter. ”Vier letzte Lieder” blev dog først uropført i London efter komponistens død af dirigenten Wilhelm Furtwängler og sopranen Kirsten Flagstad, to af musikhistoriens største. Nu havde Aarhus Symfoniorkester været så begunstiget at have fået verdens bedste sopran i Richard Strauss repertoiret, den svenske Camilla Tilling som solist. Hun var den hollandske mesterdirigent Bernard Haitinks valg som solisten til sine afskedskoncerter i foråret med andre Strauss-sange, og derefter blev hun hyldet helt ovenud i Wiener Staatsopers jubilæumsforestilling, Richard Strauss’ ”Die Frau ohne Schatten” hvor hun sang kejserinden.      

”Vier letzte Lieder” blev en oplevelse. Såvel Camila Tilling som Marc Soustrot fandt dejligt nuanceret ind i atmosfæren i disse Strauss’ lieder, de tre første med tekster af Hermann Hesse. Det var ret magisk, som man fornemmede netop foråret bryde frem i ”Frühling” fulgt af den mere mættede sensommer-atmosfære i ”September” for i ”Beim Schlafengehen” nærmest at mærke: ”Nu har dagen gjort mig træt”. Højdepunktet med Richard Strauss’ personligste udsagn blev dog Joseph von Eichendorffs ”Im Abendroth” (I aftenrøden), hvis sidste ord i Par Bærentzens oversættelse lyder ”Hvor er vi vandringstrætte - Er dette måske døden”?

Hvor sang Camilla Tilling smukt. Vidunderligt nuanceret gled hendes sopran ind mellem orkesterstemmerne, mens den åbnede for Richard Strauss’ musik. Det er et vanskeligt værk, om end taknemmeligt, når det bliver forstået, og det blev det på en vidunderlig tæt måde. Men der skal en temmelig stor stemme til, hvis den skal besejre orkestret og klinge ud over det. Jeg selv har kun hørt kanon- stemmen Jessye Norman klare netop det. Jeg forstår, hvis nogle tilhørere fandt, at orkestret ind imellem klang for højt dækkende, for det gjorde det ideelt set, men samtidig præsterede det et flot Strauss-spil, og Camilla Tillings fantastisk smukke præstation hørtes altid selv i de øjeblikke orkestret lød højere.  

Med programmet i hånden  

Aarhus Symfoniorkester koncertprogrammer er mere indholdsrige og læseværdige end nogen koncertarrangørs andre steder herhjemme, er jeg temmelig sikker på. Det er en arvesag. Er De uenig, så send en prøve eller to  til jcklassisk.dk, som er nysgerrig. Strauss-sangene fyldte omkring 250 linjer a 35 enheder. Derfor kan jeg beskrive opførelsen med komponistens egne ord.

”Symfoniens fire Satser er komponeret ud fra Idéen om de fire menneskelige Karakterer: Den Heftige (collerico), den Lade (flemmatico), den Sørgmodige (malincolico) og den Livsglade, godtroende (sangunio)”. Men Carl Nielsen tilføjer: ”Men den heftige kan have sine blidere Øjeblikke, den sørgmodige sine heftige eller lysere og den fremstormende Livsglade kan blive betænkelig, ja helt alvorlig, dog kun for en lille Stund”. Marc Soustrot og Aarhus Symfoniorkester gav en dejligt afvekslende opførelse uden at holde sig for meget fast i en bestemt karakter. Det blev en både frisk og flot opførelse.     

Man skal have en bred musikalsk orientering for at kunne sammensætte et sådant program af tre sammenstukne verdener, der alligel går op som en helhed. Vi venter nu på svaret, hvilken musikalsk personlighed, der skal være den ny musikchef for Aarhus Symfoniorkester. Men det var ikke en musikalsk personlighed, som orkestrets ejer, Aarhus Kommune, efterlyste i stillingsopslaget. Det søgte en chef, som kunne sælge orkestret, så det blev endnu billigere for byen. Der var ikke et ord om, at den kommende chef skulle være specielt musikalsk. Så er spørgsmålet, hvilken slags orkesterchef vil kunne sælge orkestret bedst, så fredagene bliver lige så godt solgt som torsdagene, en professionelle sælger eller en ideel musikalsk chef? Jeg hørte denne gang fredagskoncerten.

De to Camilla’er

n.b. Til sidst en undskyldning for en fejl. I pausen blev jeg standset og gjort opmærksom på, at Camilla Tilling var svensk og ikke finsk, som jeg skrev i forrige uge. Og det er rigtigt. Hun er svensk. Men for mig er det en længere forvirring. Der findes to nordiske sopraner, begge er endda lyshårede. Den ene hedder Camilla Nylund, som er en sopran i den Wagner’ske retning. I sommer omtalte jeg hende som svensk og fik hilsener, at hun sandelig var finsk. Og det er hun. Camilla Tilling er svensk, men denne gang må det have siddet i mig, at en Camilla skulle være finsk, men det blev beklageligvis en ny fejl.