Tre store dirigenter skal nævnes først: Michael Gielen (1927-2019) er nok den mindst kendte af dem her hjemme, for hans repertoire var for en stor del den nye musik. Men gennem årene arbejdede han sig tilbage i musikhistorien, og til sidst konkluderede han: ”Jeg fortryder, at jeg ikke dirigerede mere Bach. Man lærer af at høre med Bach”. Som operachef i Frankfurt arbejdede han sammen med to store operainstruktører, Ruth Berghaus og Hans Neuenfels. Som chef for Südwest Rundfunk Sinfonieorchester kunne han sammensætte et så tankevækkende koncertprogram som Beethovens niende symfoni og Arnold Schönbergs Auschwitz-kantate. Hans musiceren var som han selv, undertiden ligefrem sarkastisk i al sin strenghed.  Gielen betragtede det som en nødvendighed for at opnå store resultater. Han var ikke en af de mest populære, men han var en af de største for mig.

Andre Previn (1929-2019) døde en uge før han ville være fyldt 90 år. Han kunne det hele. Hans repertoire omfattede yderpunkterne af underholdningsmusikken og den klassiske musik. Han tog det hele alvorligt som arrangør og som dirigent. Den store violinist Anne Sophie Muter, som han overraskende – fordi hun var meget yngre end ham - var gift med i fire år, skrev efter hans død: ”I øjeblikket er André antagelig i gang med en jamsession med Oscar Petersen og Wolfgang Amadeus Mozart, og han vil overgå dem”.

Mariss Jansons (1943-2019) var den mest populære af de store dirigenter, som vi måtte sige farvel til. Han var søn af en anden berømt dirigent, Arvid Jansons. Han blev født nærmest i skjul i Rigas jødiske ghetto. Da hans far blev udnævnt som chef for Leningrads filharmoniske Orkester, rejste familien med, og Mariss fik sin uddannelse på konservatoriet her. Han blev kendt, da han blev chef for Oslo filharmonikerne og på kort tid gjorde orkestret verdensberømt. Dengang dirigerede han også herhjemme, symfoniorkestrene på Sjælland og i Sønderjylland. Jo, vi opdagede sandelig, hvad det betyder, at en anderledes stor dirigent pludselig står på podiet. Herbert von Karajan havde opdaget hans kolossale dirigentevner og insisterede på, at han fik tilladelse til at virke under ham i Berlin. Han dirigerede alle store orkestre, i en længerede årrække Concertgebouw i Amsterdam og i sine sidste år det fremragende kor og orkester på Den bayerske Radio i München. Han virkede mest som koncertdirigent. Hans helbred begyndte ret tidligt at vakle, og han måtte frasige sig operaengagementer, som tog for meget på hans kræfter. Jeg mindes dog hans direktion af Sjostakovitjs ”Lady Macbeth fra Minsk” på Salzburg festspillene, hvor jeg også havde fornøjelsen at spise frokost med ham og hans elskelige hustru, som førte ham gennem de vanskelige sygdomsår. Han var en af de mest ægte elskværdige af verdensdirigenterne. Og den holdning gennemsyrede også hans musikskaben.

En af operascenens mest overvældende operasangerinder var den amerikanske sopran Jessye Norman (1945-2019). Hun var på flere måder nærmest majestætisk at se på og at høre på. Hendes skikkelse, hende fravestålende rober, hendes elskelighed, hendes humor. Pressemøderne med hende på festspillene i Salzburg var højdepunkter, en fælles fest som vi journalister aldrig glemmer. Hun var stor i alle henseender, men hun blev på jorden. Naturligvis var hendes magiske stemme oplevelsen. Jeg vil især mindes to gange, en Wagner-koncert i Salzburg med Herbert von Karajan. Den måtte forkortes på grund af maestros sygdom. Og en sangaften med pianisten Svjajtoslav Richter på et festspil i en lade i Loire i Frankrig, som blev akkompagneret af et stormvejr, som betød, at det elektriske lys gik, så kun de blafrende stearinlys i farlig nærhed af hendes blafrende kjole fungerede. Jessye Norman blev berømt som prisvinder i München i 1968 i München og året efter sang hun en uforlignelig Elisabeth I Wagners ”Tannhäuser” i Berlin. Hun glemte aldrig sin barndom i det sydlige USA, hvor hun mødte racehadet. I sine sidste år stod hun i spidsen for et større musikprojekt for børn i hjembyen Augusta i Georgia.

Joao Gilberto,1931-2019 var en braziliansk guitarist og komponist i en anden musikverden, som jeg ingen personlige erindringer har fra, men han skal med på listen. Han afbrød sin skolegang som 16-årig, fordi han ville være musiker. Det gik ikke for ham i første omgang. Så trak han sig tilbage langt ude på landet i søsterens hus og øvede og øvede Det foregik i badeværelset, hvor akustikken var bedst. Så kom han tilbage og præsenterede bossa nove. Han skrev musikhistorie med ”The Girl from Ipenema”. Gilberto trak sig senere tilbage i ensomhed, kæmpede med sit pladefirme, blev uvenner med sin familie og døde ludfattig som 88-årig.    

Denne artikel er inspireret af BR Klassik.

Billede: Jessye Norman