af John Christiansen - d. 30. april 2020
Kulturlivet er i fare. Det tales der om. Men faren for det klassiske musiklivs død glemmes nærmest - Beethovens ni som koncert og på cd’er
For et par måneder siden lukkede jcklassisk.dk ned. Jeg
havde aldrig forestillet mig, at hele den klassiske musikverden skulle lukke ned
samtidigt. Det har været en katastrofal tid, da orkester efter orkester, opera
efter opera har måtte aflyse alt. Og det bliver ved sommeren igennem i en uvis
fremtid, herhjemme og i større kulturlande. Festspillene i Salzburg skulle have
holdt sin 100 års jubilæumsfest fra slutningen af juli og i august. Aflyst.
Wagner-festspillene i Bayreuth skulle samtidig have opført en ny ”Nibelungens
Ring” over fire aftener, som var så godt forberedt, at det unge team, som havde
ansvaret for den, på et tidligt tidspunkt erklærede, at alt var parat til den
musikalske indstudering. Nu er den udsat til næste sommer.
Sommertid er festspiltid såvel for de store internationale
arrangementer som for de utallige lokale festspilbidrag rundt omkring. Næsten
alt er aflyst til og med august måned. Og i september begynder en ny sæson
allerede. Eller gør den? Nogle tror stadig på det, men spørgsmålet hænger i
luften. En lignende katastrofe er aldrig set før. Den første tid efter Anden
Verdenskrigs begyndelse kommer vel nærmest, men alligevel levede kulturlivet
dengang ret hurtigt videre sammenlignet med nu.
Danmark her været et af de lande, som med forsikringer og
tilskud har været hurtigst til at støtte fremtiden og genoplivningen af
erhvervslivet og en del af kulturlivet, og tak for det. Men når man gennemlæser,
hvad der loves hvem, må man med en vis fortvivlelse efterlyse, hvad der skal
ske med det klassiske musikliv. Det er der næsten ingen, som interesserer sig
for. Hvem har skylden?
Det er jo ganske klart, at vi ingen kulturminister har, i
hvert fald ikke en kulturminister, som ser det som sin opgave at hjælpe
kulturlivet igennem så godt, som det er muligt, hvor vanskeligt arbejdet end er.
Kulturministeriet står klart nok nederst på finansministerens huskeseddel. Den
aktuelle minister på kulturposten holdt først helt mund, da der forlods skulle uddeles
hjælpepenge. Til gengæld kom hun i ilden, da hun blev bedt om at fortælle, hvilket
album hun sidst havde hørt, og nævnte ét, som altid har betydet noget for
hende. Men det var fra 1893, undskyld, men det skulle man tro, som der blev der
råbt op af folk og journalister med en latterlig selvhøjtidelighed. Ministerens
musik var fra 1993.
I den seneste tid har man diskuteret, hvordan sommerens pop
og rock fester skal overleve. Men hvor er diskussionen om, hvordan seriøse
klassiske festivaler skal overleve? Jeg ser ikke alle aviser, så noget har jeg
forhåbentligt blot overset. Det var typisk, at stort set alle landets dagblade,
allerede dengang da avislæserne blev færre, først af alt skar den mere
eftertænksomme del af kulturlivet bort. Herunder hører den klassiske musik og
operaen, hvor let tilgængelig den ellers ofte er. Dansk presses behandling af
opera og klassisk musik er herhjemme i dag en gennemført pinlig sag.
Lidt mere specielt og nærmest tragikomisk har det for
eksempel været at se TV2’s News og Co redaktion skråle i munden på hinanden i
glæde over den lette og overfladiske del af musiklivet, når det drejer sig om pop-og
rock-navne, mens store klassiske musikernavne er forblevet glemt stof, selvom
lejlighed til at bringe interessante indslag har været givet. Naturligvis bør en landsdækkende nyhedskanal
ikke i den grad udstille sig som kulturelt indskrænket. Så tror pokker, at den aktuelle
kulturminister tilsyneladende har klassisk musik og teater som døde hjernepunkter.
Selvfølgelig må en kulturminister helst ikke have noget dødt punkt og bør i
hvert fald søge at skjule det.
Kulturlivet selv er absolut ikke uden egen skyld. Vi, der
beskæftiger os med det, er absolut heller ikke uskyldige. Men man må spørge, hvorfor
næsten alle vi, der elsker klassisk musik og opera, er så mundlamme? Ikke fordi
det er rosværdigt, men nærmere latterligt, at et pop-publikum med journalister
og såkaldte eksperter i spidsen hidser sig op over, hvilket intetsigende album
er bedst og mest aktuelt.
Dermed mener jeg ikke, at der ikke må være lettere musik i
medierne, for naturligvis skal også den musik, som giver afslapning og glæde i
hverdagen spilles. Men fortæl mig, hvorfor den musik, som det har krævet langt
mere at skabe, skal have langt mindre offentlig interesse end den musik, som det
har været langt lettere at lave?
Når jeg her undtagelsesvis skriver en artikel på det ellers
slumrende jcklassisk.dk, var grunden, at ovenstående kun var tænkt som indledning
til en præsentation af en række landsdelsorkestres kommende sæsonplaner. Planerne foreligger nu fra symfoniorkestrene. Jeg må desværre nøjes med at hevise til de fem landsdelsorkestres egner sæsonprogrammer på nettet. Det bliver en tak for meget for mig.
Billede: Adam Fischer.
Mens vi venter på landsdelsorkestrenes sæsonprogrammer, kan vi glæde os til
fire koncerter i weekenden 12.-13. september i år i DRs store Koncertsal. Adam
Fischer vender tilbage for at dirigere alle Beethovens ni symfonier i spidsen
for Danmarks Underholdningsorkester, som led så krank en skæbne, men som
heldigvis stadig lever. Koncerterne er led i en større international turne. Adam
Fischer og orkestret udgav 2019 Beethovens ni symfonier på Naxos med
fremragende internationale anmeldelser til følge.