af John Christiansen - d. 7. november 2012
Er Aarhus et godt valg som europæisk kulturhovedstad? Er spørgsmålet ikke snarere, om det bliver KULTURHOVEDSTAD eller ”kulturhovedstad”? Man skal for eksempel ikke tro, at Aarhus er provinsens førende musikby bedømt ud fra byrådets prioritering, hvilket ses klart, hvis man sammenligner med Odense.
Aarhus klarede første trin på vejen mod at blive
kulturhovedstad i 2017. At juryen valgte
landets næststørste by frem for Sønderborg kunne dog virke som en mekanisk
afgørelse med basis i byens størrelse.
Aarhus har efter sigende lagt et digert værk frem med
begrundelser, hvorfor den skal repræsentere Danmark, som i 2017 står for tur
til den europæiske ære. Langt de fleste af os kender kun argumenterne i kort
form fra dagspressen, og de har altså været stærke nok til at blive udslagsgivende.
Men er de så stærke, at de kan få en kvart million indbyggere til at spille med,
som Sønderborg og sønderjyderne gjorde det i kampen om titlen og med en
anderledes begejstring.
Det store spørgsmål hænger stadig i luften: Har Aarhus viljen,
evnerne, forståelsen, overbevisningen og begejstringen til at blive en
kulturhovedstad med succes?
En tidligere århusianer, som har arbejdet energisk og både
praktisk og dygtigt for kulturen i Aarhus, og som vedblivende gør det, selv om
han hverken var eller er direkte del af byens kulturliv eller for den sags
skyld politiker, spurgte mig, om man burde skrive:
”KULTURHOVEDSTAD eller
”kulturhovedstad”?”
Det er der naturligvis ikke noget problem i.
En kulturhimmel med
skyer
Aarhus har virkelig gode kulturinstitutioner med gode folk i
spidsen. Se blot på, hvad der sker på kunstmuseet Aros, som publikum kommer
rejsende til fra det meste indland og det nærmeste udland.
Og se på Aarhus Teaters økonomiske succes, som er kommet i
stand, efter at teatret gik i gang med en udpræget kvalitetsbetonet programlægning.
Og hvad sker der ikke af pragtfuldt i landets bedste
klassiske koncertsal, Symfonisk Sal i Musikhuset? Aarhus er en by med mange muligheder, som let
kan forspildes, og netop i Symfonisk Sal er kulturhimlen ikke så blå, som man kan
tro og kunne ønske. Problemet er den mørke sky over byen og ikke mindst over
rådhuset, hvor der tilsyneladende er flertal for en manglende seriøs interesse
for byens kulturliv, og hvor der hersker en uigennemtænkt forsigtighed med at
investere i et af byens kulturelle flagskibe, Aarhus Symfoniorkester. Derfor må der foreløbig sættes
ironiske anførselstegn om Aarhus som kulturhovedstad.
Der driver også en mørk sky fra hovedstaden mod Østjylland. En
østjysk kulturhovedstad skal ikke regne med tilskud fra ”kulturministeren”,
selv om København fik flot med penge, da den var kulturhovedstad, og selv om regeringens
negative holdning til en provinsby som kulturhovedstad ikke er så almindelig ude
i Europa som herhjemme.
Debat uden floskler påkrævet
Den nødvendige diskussion om, hvad Aarhus må og skal gøre for
at blive en god kulturhovedstad, kræver aktiv medleven og grundighed både af politikerne
og borgerne og ikke en fortsættelse af den eksisterende udveksling af flosker
efter recepten, at når de andre skal have, så skal vi også have. Det gælder om
på forhånd at finde frem til, hvad indholdet skal være i en god kulturhovedstad,
som både kan opdages også uden for Østjylland, og som bidrager til en øget lokal
kulturel interesse.
Det er ikke tanken, at debatten primært skal foregå på denne
blog. Dertil er den for speciel, da bloggen fortrinsvis henvender sig til en
bestemt læserskare, som ikke mindst interesserer sig for klassisk musik. Men
det kan være på sin plads her at konkretisere nogle fakta, som bør være fast
forankret i debatten også i den større sammenhæng om kulturhovedstad Aarhus –
så faren for anførelsestegn forhåbentlig kan forsvinde.
Festuge og
kulturhovedstad er to ting
Der har været tanker fremme om et samarbejde kulturhovedstaden
og festugen. Umiddelbart synes det naturligt at kombinere de to fester på den
ene eller den anden måde. Men det er farligt. Aarhus Festuge har længe ikke
været nogen kulturfest, men en byfest, som kvantitativt blot er større end de
mange andre byfester landet over. Send blot det digert rodede, trykte
festugeprogram ud i verden, og de omtalte negative anførelsestegn vil allerede
blive placeret omkring Aarhus som kulturhovedstad.
Der er en afgørende forskel på at arrangere en fest som kulturhovedstad,
der skal have international opmærksomhed, og som festuge, der skal have en bred
lokal opmærksomhed.
Som kulturhovedstad skal Aarhus give byens kulturelle
attraktioner de bedste muligheder for at tiltrække og vise et udenbys og
udenlandsk kulturpublikum det bedste, som dansk kultur formår i et program på
flere sideløbende felter som musik, teater, udstillinger, sport etc.
Musikkens muligheder
Så til den klassiske musik og operaen. Den jyske Opera er en
landsinstitution, og hvis man kan nå noget tilsvarende som i de seneste somre
med Puccinis ”La fanciulla del West”, Korngolds ”Die tote Stadt” og ikke mindst
Wagners ”Tristan og Isolde”, vil det være en kolossal gevinst at have med i
programmet for kulturhovedstad Aarhus.
Aarhus Symfoniorkester har hjemme i Symfonisk Sal. Det er
slået fast, at Aarhus her har landets bedste koncertsal, selvom landsdelsorkestrene
i Odense og Sønderborg også har gode forhold, og Aalborg er på vej til endelig
at få en specielt bygget koncertsal. Men de mange internationale kunstnere, som
allerede har spillet eller sunget i Symfonisk Sal, har alle været udtalt glade
for at optræde her. Lyden kommer naturligt ud, og det gør det til en speciel
fornøjelse at være såvel musiker som tilhører her.
Akustikken har været med til at øge orkestrets musikalske
formåen de seneste få år i Symfonisk Sal. For at skære det ud i klangpap:
Aarhus Symfoniorkester har en musikerkvalitet, som er højere end langt de
fleste orkestres i centraleuropæiske byer på Aarhus’ størrelse.
Men symfoniorkestret har stadig ikke den normale symfoniske
størrelse. Det mærkes, men publikum kan leve med det til hverdag, fordi sal og
musikere er fremragende. Men mange mulige gæstedirigenter kan ikke forestille
sig at skulle arbejde med så relativt få musikere og siger på forhånd nej
tak.
Afslørende tal
Til de store orkesterværker skal der betales ekstra
musikere, og det er der ikke penge til i det både for orkesterchef og publikum
ønskede omfang. Hvis Aarhus Kommune, som sidder på symfoniorkestret, var lige
så positivt indstillet som Odense Kommune, som altid har været foran, ville det
se anderledes lyst ud også til kulturhovedstad-året 2017.
Til sammenligning har Sjællands Symfoniorkester 74 fast
ansatte musikere, og Odense Symfoniorkester 73. I Aarhus må musikchef Palle
Kjeldgaard kæmpe for at kunne bevare sine i øjeblikket 71 musikere, mens
Aalborg Symfoniorkester og Sønderjyllands Symfoniorkester hver arbejder med 65
musikere.
Et andet forhold er kommunernes reelle tilskudsbeløb, hvor
forskellene utvivlsomt vil vække forundring. Aalborg
Kommune betaler til sit orkester 26 millioner kroner, mens Odense når helt op
på små 35 millioner kroner. Herimod står Aarhus med 23,1 millionen og heri er
inddraget leje af Symfonisk Sal og administrationslokaler. Og det beløb er der et stort antal flere borgere
i Aarhus, som er med til at betale.
Det er fra anden side regnet ud, at hver borger i den større
Aarhus by blot skal betale 35-40 kr. årligt, for at Aarhus vil komme op på
Odenses tilskudskroner.
Hvad vil de næsten 12 millioner kroner ikke betyde
kunstnerisk for Aarhus Symfoniorkester i hverdagen, men sandelig også, så orkestret
på en værdig og bemærkelsesværdig måde vil kunne medvirke til, at Aarhus kan
være en KULTURHOVEDSTAD – uden at nogen længere vil tænke på anførselstegn.
Billede: Symfonisk Sal
i Musikhuset Aarhus. Foto: Nikolaj Lund.
Normal
0
21
false
false
false
DA
X-NONE
X-NONE