Dirigenten Wolfgang Sawallisch er død. Han trak sig tilbage fra det internationale musikliv i to omgange. Fra 1971 til 1992 var han generalmusikdirektør på Den bayerske Nationalopera i München, hvor han dirigerede sin sidste operaopførelse, hvorefter han gav sig selv nogle år som dirigent for Philadelphia Orchestra og det koncertrepertoire, som han aldrig havde fået tid til at arbejde med i den udstrækning, som han gerne ville. Han trak sig tilbage til sit hus i den lille by Grassau nær Wagners velynder, kong Ludwigs slot ved Chiemsee i Bayern.

Sawallisch blev født i München i 1923 og uddannet på byens Musikhochschule (på dansk Musikkonservatorium). Hans dirigentdebut var i Augsburg i 1947. Over Salzburg blev han generalmusikdirektør i Aachen, hvor også Herbert von Karajan godt en halv snes år før havde lært håndværket. Som 30-årig dirigerede han Berliner Philharmoniker, og fra da gik det stærkt med hans karriere.

Succes og kontroverser i Bayreuth

Sawallisch blev engageret til Wagner-festspillene i Bayreuth i 1958 som dirigent af ”Tristan og Isolde” og virkede her til 1962. Her sang Frans Andersson Kurwenal, tydeligt inspireret af Sawallisch til at yde det bedste, som jeg nogensinde har hørt ham. Senere i München blev Sawallisch Anderssons store samarbejdspartner som senere Leif Roars. Jeg har af dem begge hørt meget store ord om Sawallisch.

Sawallisch var dog ikke altid tilfreds i Bayreuth. Han afslog at dirigere ”Mestersangerne i Nürnberg”, fordi Wieland Wagner krævede, at den unge Anja Silja skulle synge Eva. Han dirigerede også ”Tannháuser”, men her krævede Wieland hustru Gertrud Wagner, som stod for koreografien, at det skulle gå hurtigere, end Sawallisch fandt det musikalsk i orden. Dirigenten gav sig ikke, men han valgte selv at gå i 1962. De følgende år dirigerede han ikke mindst i Hamburg og Berlin inden München.

Wolfgang Sawallischs sidste bedrift i de rige år i München var at indspille ”Mestersangerne i Nürnberg” for EMI, da jeg var så heldig at kunne følge indspilningen. Statsoperaens teknik var under opbygning, der var fundet mikrober i sceneopbygningen, og det var et år siden, at orkestret havde spillet Wagners musik. Sawallisch fortalte, at han elskede at spille Wagner og Richard Strauss med dette orkester, fordi traditionen var gået i arv helt fra Wagners tid. Da den første morgenprøve startede, mærkede man dog intet til arven. Orkestret begyndte tungt med en grødet fællesklang, som havde det glemt Wagner efter de ti måneder siden sidst.

En flot sangstemme

Sawallisch var rolig og venlig, som han oftest er, men han viste sig også som en orkesterpsykolog. Han rettede med fingrene de enkelte musikere ind, og man hørte, hvordan tonehøjden blev renere og renere. ”Syng syng med,” råbte han, og så sang han selv med den flotteste og reneste sangstemme, som jeg har hørt hos nogen dirigent. Ordet ”udtryksfuld” lød igen og igen fra ham. Det var fantastisk, hvordan hans ændringer af små noder kunne forandre totalindtrykket.

Sawallisch henviste her orkestret til Wagners egne ord før premieren på ”Nibelungens ring” i Bayreuth i 1876 om at være omhyggelige med de små noder – for de store kommer af sig selv. Og i løbet af 20 minutter var orkestret som forvandlet. Det gumpetunge var blevet let og frydefuldt. Og artikulationen smidig. Det gik langsomt og omstændelig i ni dage, fire-fem minutters musik for hver time. Sawallisch indrømmede, at det ikke var hans største fornøjelse at indspille plader, men han skyndte sig at tilføje: ”Jeg kan ikke tillade mig at sige, at jeg ikke lide det, for jeg gør det, og jeg vil gøre det.”

Han fortærede sin hjemmesmurte frokostpakke, mens han gav sig god tid til at snakke. Jeg spurgte, om jeg skulle hente en kop kaffe til ham: ”Kaffe? Nej tak, jeg drikker aldrig kaffe.” Sawallisch levede sundt og disciplineret, ja faktisk asketisk. Det var vel en af forklaringerne på, at han dengang som 70-årig var i strålende vigør med en stor arbejdsindsats, som endnu skulle holde i mange år. Selv mente han hellere: ” Det er fordi, jeg har så meget at lave, og jeg elsker at gøre det. Jeg elsker musik.”