af John Christiansen - d. 26. februar 2013
Den tyske dirigent Wolfgang Sawallisch, den sidste i en stor generation, er død 89 år.
Dirigenten Wolfgang Sawallisch er
død. Han trak sig tilbage fra det internationale musikliv i to omgange. Fra
1971 til 1992 var han generalmusikdirektør på Den bayerske Nationalopera i
München, hvor han dirigerede sin sidste operaopførelse, hvorefter han gav sig
selv nogle år som dirigent for Philadelphia Orchestra og det koncertrepertoire,
som han aldrig havde fået tid til at arbejde med i den udstrækning, som han
gerne ville. Han trak sig tilbage til sit hus i den lille by Grassau nær Wagners
velynder, kong Ludwigs slot ved Chiemsee i Bayern.
Sawallisch blev født i München i
1923 og uddannet på byens Musikhochschule (på dansk Musikkonservatorium). Hans
dirigentdebut var i Augsburg i 1947. Over Salzburg blev han
generalmusikdirektør i Aachen, hvor også Herbert von Karajan godt en halv snes
år før havde lært håndværket. Som 30-årig dirigerede han Berliner Philharmoniker,
og fra da gik det stærkt med hans karriere.
Succes og kontroverser i Bayreuth
Sawallisch blev engageret til
Wagner-festspillene i Bayreuth i 1958 som dirigent af ”Tristan og Isolde” og virkede
her til 1962. Her sang Frans Andersson Kurwenal, tydeligt inspireret af
Sawallisch til at yde det bedste, som jeg nogensinde har hørt ham. Senere i München
blev Sawallisch Anderssons store samarbejdspartner som senere Leif Roars. Jeg
har af dem begge hørt meget store ord om Sawallisch.
Sawallisch var dog ikke altid
tilfreds i Bayreuth. Han afslog at dirigere ”Mestersangerne i Nürnberg”, fordi
Wieland Wagner krævede, at den unge Anja Silja skulle synge Eva. Han dirigerede
også ”Tannháuser”, men her krævede Wieland hustru Gertrud Wagner, som stod for koreografien,
at det skulle gå hurtigere, end Sawallisch fandt det musikalsk i orden.
Dirigenten gav sig ikke, men han valgte selv at gå i 1962. De følgende år
dirigerede han ikke mindst i Hamburg og Berlin inden München.
Wolfgang Sawallischs sidste bedrift
i de rige år i München var at indspille ”Mestersangerne i Nürnberg” for EMI, da
jeg var så heldig at kunne følge indspilningen. Statsoperaens teknik var under
opbygning, der var fundet mikrober i sceneopbygningen, og det var et år siden,
at orkestret havde spillet Wagners musik. Sawallisch fortalte, at han elskede
at spille Wagner og Richard Strauss med dette orkester, fordi traditionen var
gået i arv helt fra Wagners tid. Da den første morgenprøve startede, mærkede
man dog intet til arven. Orkestret begyndte tungt med en grødet fællesklang,
som havde det glemt Wagner efter de ti måneder siden sidst.
En flot sangstemme
Sawallisch var rolig og venlig,
som han oftest er, men han viste sig også som en orkesterpsykolog. Han rettede
med fingrene de enkelte musikere ind, og man hørte, hvordan tonehøjden blev
renere og renere. ”Syng syng med,” råbte han, og så sang han selv med den flotteste
og reneste sangstemme, som jeg har hørt hos nogen dirigent. Ordet ”udtryksfuld”
lød igen og igen fra ham. Det var fantastisk, hvordan hans ændringer af små
noder kunne forandre totalindtrykket.
Sawallisch henviste her orkestret
til Wagners egne ord før premieren på ”Nibelungens ring” i Bayreuth i 1876 om
at være omhyggelige med de små noder – for de store kommer af sig selv. Og i
løbet af 20 minutter var orkestret som forvandlet. Det gumpetunge var blevet
let og frydefuldt. Og artikulationen smidig. Det gik langsomt og omstændelig i
ni dage, fire-fem minutters musik for hver time. Sawallisch indrømmede, at det
ikke var hans største fornøjelse at indspille plader, men han skyndte sig at
tilføje: ”Jeg kan ikke tillade mig at sige, at jeg ikke lide det, for jeg gør
det, og jeg vil gøre det.”
Han fortærede sin hjemmesmurte frokostpakke,
mens han gav sig god tid til at snakke. Jeg spurgte, om jeg skulle hente en kop
kaffe til ham: ”Kaffe? Nej tak, jeg drikker aldrig kaffe.” Sawallisch levede
sundt og disciplineret, ja faktisk asketisk. Det var vel en af forklaringerne på, at han dengang som
70-årig var i strålende vigør med en stor arbejdsindsats, som endnu skulle
holde i mange år. Selv mente han hellere: ” Det er fordi, jeg har så meget at
lave, og jeg elsker at gøre det. Jeg elsker musik.”